Chapter 14

Visdom bygger sit hus,dårskabs hænder river det ned.

Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som går Krogveje, agter ham ringe.

I Dårens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise står Læberne Vagt.

Når der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor.

Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn.

Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let.

Gå fra en Mand, som er en Tåbe, der mærker du intet til Kundskabs Læber.

Den kloge i sin Visdom er klar på sin Vej, men Tåbers Dårskab er Svig.

Med Dårer driver Skyldofret Spot, men Velvilje råder iblandt retsindige.

Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde.

Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt står i Blomst.

Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje.

Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.

Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god.

Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.

Den vise ængstes og skyr det onde, Tåben buser sorgløs på.

Den hidsige bærer sig tåbeligt ad, man hader rænkefuld Mand.

De tankeløse giver dårskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab.

Onde må bukke for gode, gudløse stå ved retfærdiges Døre.

Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.

Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme.

De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Nåde og Trofasthed.

Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab.

De vises Krone er Kløgt, Tåbers Krans er Dårskab.

Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.

Den stærkes Tillid er HERRENs Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt.

HERRENs Frygt er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer.

At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist på Folk er Fyrstens Fald.

Den sindige er rig på Indsigt, den heftige driver det vidt i Dårskab.

Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene.

At kue den ringe er Hån mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.

Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge.

Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Tåbers Indre kendes den ikke.

Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel.

En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans Vrede.