Chapter 41

Ingen drister sig til at tirre den, hvem holder Stand imod den?

Hvem møder den og slipper fra det hvem under hele Himlen?

Jeg tier ej om dens Lemmer, hvor stærk den er, hvor smukt den er skabt.

Hvem har trukket dens Klædning af, trængt ind i dens dobbelte Panser?

Hvem har åbnet dens Ansigts Døre? Rundt om dens Tænder er Rædsel.

Dens Ryg er Reder af Skjolde, dens Bryst er et Segl af Sten;

de sidder tæt ved hverandre, Luft kommer ikke ind derimellem;

de hænger fast ved hverandre, uadskilleligt griber de ind i hverandre.

Dens Nysen fremkalder strålende Lys, som Morgenrødens Øjenlåg er dens Øjne.

Ud af dens Gab farer Fakler, Ildgnister spruder der frem.

Em står ud af dens Næsebor som af en ophedet, kogende Kedel.

Dens Ånde tænder som glødende Kul, Luer står ud af dens Gab.

Styrken bor på dens Hals, og Angsten hopper foran den.

Tæt sidder Kødets Knuder, som støbt til Kroppen; de rokkes ikke;

fast som Sten er dens Hjerte støbt, fast som den nederste Møllesten.

Når den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling går de af Skræk.

Angriberens Sværd holder ikke Stand, ej Kastevåben, Spyd eller Pil.

Jern regner den kun for Halm og Kobber for trøsket Træ;

Buens Søn slår den ikke på Flugt, Slyngens Sten bliver Strå for den,

Stridskøllen regnes for Rør, den ler ad det svirrende Spyd.

På Bugen er der skarpe Rande, dens Spor i Dyndet er som Tærskeslædens;

Dybet får den i Kog som en Gryde, en Salvekedel gør den af Floden;

bag den er der en lysende Sti, Dybet synes som Sølverhår.

Dens Lige findes ikke på Jord, den er skabt til ikke at frygte.

Alt, hvad højt er, ræddes for den, den er Konge over alle stolte Dyr.