| Chapter 17 |
1 | Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig; |
2 | visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue. |
3 | Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag? |
4 | Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem; |
5 | den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres. |
6 | Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem; |
7 | mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe; |
8 | retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri, |
9 | men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft. |
10 | Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand fnder jeg ikke iblandt jer! |
11 | Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker; |
12 | Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke; |
13 | vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje, |
14 | Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster. |
15 | Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke? |
16 | Mon de vil følge mig ned i Dødsriget, skal sammen vi synke i Støvet? |
22 | Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ej vender hjem fra. |