Chapter 5

Råb kun! Giver nogen dig Svar? Og til hvem af de Hellige vender du dig?

Thi Dårens Harme koster ham Livet, Tåbens Vrede bliver hans Død.

Selv har jeg set en Dåre rykkes op, hans Bolig rådne brat;

hans Sønner var uden Hjælp, trådtes ned i Porten, ingen reddede dem;

sultne åd deres Høst, de tog den, selv mellem Torne, og tørstige drak deres Mælk.

Thi Vanheld vokser ej op af Støvet, Kvide spirer ej frem af Jorden,

men Mennesket avler Kvide, og Gnisterne flyver til Vejrs.

Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham,

som øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal,

som giver Regn på Jorden og nedsender Vand over Marken

for at løfte de bøjede højt, så de sørgende opnår Frelse,

han, som krydser de kloges Tanker, så de ikke virker noget, der varer,

som fanger de vise i deres Kløgt, så de listiges Råd er forhastet;

i Mørke raver de, selv om Dagen, famler ved Middag, som var det Nat.

Men han frelser den arme fra Sværdet og fattig af stærkes Hånd,

så der bliver Håb for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund.

Held den Mand, som revses at Gud; ringeagt ej den Almægtiges Tugt!

Thi han sårer, og han forbinder, han slår, og hans Hænder læger.

Seks Gange redder han dig i Trængsel, syv går Ulykken uden om dig;

han frier dig fra Døden i Hungersnød, i Krig fra Sværdets Vold;

du er gemt for Tungens Svøbe, har intet at frygte, når Voldsdåd kommer;

du ler ad Voldsdåd og Hungersnød og frygter ej Jordens vilde dyr;

du har Pagt med Markens Sten, har Fred med Markens Vilddyr;

du kender at have dit Telt i Fred, du mønstrer din Bolig, og intet fattes;

du kender at have et talrigt Afkom, som Jordens Urter er dine Spirer;

Graven når du i Ungdomskraft, som Neg føres op, når Tid er inde.

Se, det har vi gransket, således er det; det har vi hørt, så vid også du det!