| Chapter 4 |
1 | Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde: |
2 | Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs? |
3 | Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder, 4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft. |
5 | Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk! |
6 | Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb? |
7 | Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under? |
8 | Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv. |
9 | For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til. |
10 | Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud; |
11 | Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes. |
12 | Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken |
13 | i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker; |
14 | Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv; |
15 | et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop. |
16 | Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme: |
17 | "Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber? |
18 | End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl, |
19 | endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet! |
20 | De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde. |
21 | Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom." |