Chapter 22

David sang HERREN denne Sang, dengang HERREN havde frelst ham af alle hans Fjenders og af Sauls Hånd.

Han sang: "HERRE, min Klippe, min Borg, min Befrier,

min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn, min Tilflugt, min Frelser, som frelser mig fra Vold!

Jeg påkalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.

Dødens Brændinger omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig,

Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig;

i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører!

Da rystede Jorden og skjalv, Himlens Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op.

Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham.

Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;

båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger;

han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer.

Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder ud.

HERREN tordned fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst;

han udslynged Pile, adsplittede dem, lod Lynene funkle og skræmmede dem.

Havets Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved HERRENs Trusel, for hans Vredes Pust.

Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande,

frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.

På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig et Værn.

Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.

HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld;

thi jeg holdt mig til HERRENs Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud;

hans Bud stod mig alle for Øje, jeg veg ikke fra hans Love.

Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.

HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som var ham for Øje!

Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,

du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.

De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!

Ja, du er min Lampe, HERRE! HERREN opklarer mit Mørke.

Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde.

Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENs Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.

Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud,

den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,

gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højne,

oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen?

Du gav mig din Frelses Skjold, din Nedladelse gjorde mig stor;

du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.

Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet,

slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod.

Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig;

du slog mine Fjender på Flugt mine Avindsmænd ryddede jeg af Vejen.

De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.

Jeg knuste dem som Jordens Støv, som Gadeskarn tramped jeg på dem.

Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;

Udlandets Sønner vansmægter, kommer skælvende frem af deres Skjul.

Udlandets Sønner kryber for mig; blot de hører om mig, lyder de mig:

HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,

den Gud, som giver mig Hævn, lægger Folkeslag under min Fod

og frier mig fra mine Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.

HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn,

du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed. David og hans Æt evindelig.