| Chapter 10 |
1 | HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: |
2 | Du skal lave dig to Sølvtrompeter; i drevet Arbejde skal du lave dem. Dem skal du bruge, når Menigheden skal kaldes sammen, og når Lejrene skal bryde op. |
3 | Når der blæses i dem begge to, skal hele Menigheden samle sig hos dig ved Indgangen til Åbenbaringsteltet. |
4 | Blæses der kun i den ene, skal Øversterne, Overhovederne for Israels Stammer, samle sig hos dig. |
5 | Når I blæser Alarm med dem, skal Lejrene på Østsiden bryde op; |
6 | blæser Alarm anden Gang, skal Lejrene på Sydsiden bryde op: tredje Gang skal Lejrene mod Vest bryde op, fjerde Gang Lejrene mod Nord; der skal blæses Alarm, når de skal bryde op. |
7 | Men når Forsamlingen skal sammenkaldes skal I blæse på almindelig Vis, ikke Alarm. |
8 | Arons Sønner, Præsterne, skal blæse i Trompeterne; det skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt. |
9 | Når I drager i Krig i eders Land mod en Fjende, der angriber eder, og blæser Alarm med Trompeterne, skal I ihukommes for HERREN eders Guds Åsyn og frelses fra eders Fjender. |
10 | Og på eders Glædesdage, eders Højtider og Nymånedage, skal I blæse i Trompeterne ved eders Brændofre og Takofre; så skal de tjene eder til Ihukommelse for eders Guds Åsyn. Jeg er HERREN eders Gud! |
11 | Den tyvende Dag i den anden Måned af det andet År løftede Skyen sig fra Vidnesbyrdets Bolig. |
12 | Da brød Israeliterne op fra Sinaj Ørken, i den Orden de skulde bryde op i, og Skyen stod stille i Parans Ørken. |
13 | Da de nu første Gang brød op efter Guds Bud ved Moses, |
14 | var Judæernes Lejr den første, der brød op under sit Felttegn, Hærafdeling for Hærafdeling; deres Hær førtes af Nahasjon, Amminadabs Søn. |
15 | Issakariternes Stammes Hær førtes af Netanel, Zuars Søn, |
16 | og Zebuloniternes Stammes Hær af Eliab, Helons Søn. |
17 | Da derpå Boligen var taget ned, brød Gersoniterne og Merariterne op og bar Boligen. |
18 | Så brød Rubens Lejr op under sit Felttegn, Hærafdeling for Hærafdeling; deres Hær førtes af Elizur, Sjedeurs Søn. |
19 | Simeoniternes Stammes Hær førtes af Sjelumiel, Zurisjaddajs Søn, |
20 | og Gaditernes Stammes Hær af Eljasaf, Deuels Søn. |
21 | Så brød Kehatiterne, der bar de hellige Ting, op; og før deres Komme havde man rejst Boligen. |
22 | Så brød Efraimiternes Lejr op under sit Felttegn, Hærafdeling for Hærafdeling; deres Hær førtes af Elisjema, Ammihuds Søn. |
23 | Manassiternes Stammes Hær førtes af Gamliel, Pedazurs Søn, |
24 | og Benjaminiternes Stammes Hær af Abidan, Gidonis Søn. |
25 | Så brød Daniternes Lejr op under sit Felttegn som Bagtrop i hele Lejrtoget, Hærafdeling for Hærafdeling; deres Hær førtes af Ahiezer, Ammisjaddajs Søn. |
26 | Aseriternes Stammes Hær førtes af Pagiel, Okrans Søn, |
27 | og Naftalitemes Stammes Hær af Ahira, Enans Søn. |
28 | Således foregik Israelitternes Opbrud, Hærafdeling for Hærafdeling. Så brød de da op. |
29 | Men Moses sagde til Midjaniten Hobab, Reuels Søn, Moses`s Svigerfader: "Vi bryder nu op for at drage til det Sted, HERREN har lovet at give os; drag med os! Vi skal lønne dig godt, thi HERREN har stillet Israel gode Ting i Udsigt." |
30 | Men han svarede ham: "Jeg vil ikke drage med; nej, jeg drager til mit Land og min Slægt." |
31 | Da sagde han: "Forlad os ikke! Du kender jo de Steder, hvor vi kan slå Lejr i Ørkenen; vær Øje for os! |
32 | Drager du med os, skal vi give dig Del i alt det gode, HERREN vil give os." |
33 | Derpå brød de op fra HERRENs Bjerg og vandrede tre Dagsrejser frem, idet HERRENs Pagts Ark drog i Forvejen for at søge dem et Sted, hvor de kunde holde Hvil. |
34 | Og HERRENs Sky svævede over dem om Dagen, når de brød op fra Lejren. |
35 | Og hver Gang Arken brød op, sagde Moses: "Stå op, HERRE, at dine Fjender må splittes og dine Avindsmænd fly for dit Åsyn!" |
36 | Og hver Gang den standsede, sagde han: "Vend tilbage, HERRE, til Israels Stammers Titusinder!" |