| Chapter 2 |
1 | Hvorfor larmer hedningene og grunder folkene på det som fåfengt er? |
2 | Jordens konger reiser sig, og fyrstene rådslår sammen mot Herren og mot hans salvede: |
3 | La oss sprenge deres bånd og kaste deres rep av oss! |
4 | Han som troner i himmelen, ler, Herren spotter dem. |
5 | Så taler han til dem i sin vrede, og i sin harme forferder han dem: |
6 | Og jeg har dog innsatt min konge på Sion, mitt hellige berg! |
7 | Jeg vil kunngjøre hvad fastsatt er: Herren sa til mig: Du er min sønn, jeg har født dig idag. |
8 | Begjær av mig! Så vil jeg gi dig hedningene til arv og jordens ender til eie. |
9 | Du skal knuse dem med jernstav; som en pottemakers kar skal du sønderslå dem. |
10 | Og nu, I konger, gå viselig frem! La eder advare, I dommere på jorden! |
11 | Tjen Herren med frykt og juble med beven! |
12 | Kyss* Sønnen, forat han ikke skal bli vred, og I gå til grunne på veien! For snart kunde hans vrede optendes. Salige er alle de som tar sin tilflukt til ham**. / <* d.e. hyld, 1SA 10, 1.> / <** SLM 34, 9; 84, 13.> |